Opskrifter
Bryllupsrekorder
Artikler
De lyserøde sider
|
|
Brud
med traditionerne - eller brud med tradition ?
Af
Dorthe Kjærsgaard Ibsen
Artiklen blev bragt i Samvirke nr. 9, 1997
Der knytter sig en lang række symboler, skikke, ceremonier
og ritualer til 1990'ernes overdådige bryllupper og
vi ynder at tro, at de har rod i en ældgammel tradition.
Men der er himmelvid forskel på bryllupper i 1800-tallet
og den fest, som i dag mest holdes for festens - og
brudens - skyld. Dorthe Kjærsgaard Ibsen, der studerer
kulturformidling, fortæller om bryllupstraditionernes
udvikling |
|
 |
|
Brylluppet var i gamle dage ikke kun en fest, men i høj grad
også en markering af overgangen fra ugift til gift. I dag
er et bryllup et virvar af muligheder. Gamle og nye traditioner
blandes sammen, og der eksperimenteres med helt nye. Man kopierer
noget, der er en blanding af eventyrlig romantik og gamle
dages skikke, men disse prinse- og prinsessebryllupper har
ikke meget at gøre med gamle dages fester, der havde rod i
det liv, man levede.
Begrundelsen for at holde bryllup har også ændret sig væsentligt.
Når man i gamle dage giftede sig, var det ofte af nød. Enten
fordi man blev tvunget til at gifte sig, eller fordi man økonomisk
eller standsmæssigt havde behov for det. Nu er det i højere
grad lysten til at gifte sig, der dominerer, ligesom det ikke
er ægteskabet, men brylluppet, der »trækker«. Ritualet har
grundlæggende det samme formål, nemlig at vie mand og kvinde.
Men det, som før havde praktiske, juridiske og økonomiske
begrundelser, kan i dag overvejende opfattes som en romantisk
og traditionel iscenesættelse, der bryder med det moderne
parforholds kendetegn; det formløse, det frie og det individuelle.
Dermed har vi på den ene side ægteskabet, der er et brud med
traditionerne, og på den anden side brylluppet, der bryder
med det moderne forhold og søger en traditionel løsning. Der
er fra 1800-tallets bryllupper på landet og frem til nutidens
bryllupsfester blevet brudt med traditionerne et langt stykke
ad vejen, men det ændrer ikke ved det faktum, at mange kvinder
i dag ønsker at være brud med tradition!
Mange har i dag svært ved at forestille sig, at man skulle
kunne gifte sig med en person, man ikke nærer de store varme
følelser for. Men i 1800-tallet giftede man sig sjældent med
sit livs udkårne. Det var mere de økonomiske omstændigheder,
frem for følelserne, der betød noget. Ofte var det ens slægt,
der bestemte, hvem man skulle gifte sig med, og brylluppet
fungerede som en handel mellem to familier eller mellem to
gårde.
Det var altså hverken bruden eller brudgommen, der bestemte
egenrådigt. Man gjorde klogest i at sige ja til den, som familien
havde udset sig som ens ægtefælle, og kun nogle få havde selv
mulighed for at bestemme deres kommende brud/brudgom. Det
var oftest tjenestepiger og -karle, der ikke satte nogen prestige
på spil ved ikke at gifte sig efter stands- eller pengekriterier.
Andre var dog tvunget til - enten at se deres udkårne blive
gift med en anden, eller at tage den, som familien havde udset
sig.
I dag er det ikke længere forældrene, der bestemmer deres
børns fremtidige mand eller kone (selvom de måske i mange
tilfælde ville ønske, det forholdt sig således). Det er op
til den enkelte at finde sig en livsledsager, og det hører
i dag til sjældenhederne, at man gifter sig med sin første
kæreste. Der er kort sagt frie tøjler, også for kvinderne,
som ikke længere er nødt til at være underlagt mænds luner
- og indkomst. Der kan være forskellige årsager til at gifte
sig, men mange par gifter sig »af kærlighed«. Hvis man i dag
udelukkende gifter sig af »praktiske omstændigheder« er det
ikke, fordi man som i 1800-tallet skulle gifte sig med den,
familien havde udset sig. Og ej heller fordi man, som det
stadig ofte forekom i 1960'erne, ventede barn eller bare skulle
ha' den lejlighed! Nej, i 1997 gifter man sig oftest kun af
såkaldt praktiske omstændigheder, hvis man fx. har et ønske
om at give sine børn juridisk sikkerhed...
Når forbindelsen i gamle dage var en realitet, og gommen havde
anmodet om pigens hånd, blev der holdt et jagilde eller en
trolovelsesfest. I 1800-tallet betragtede man nemlig stadig
trolovelsen som en officiel fastslåelse af et bekendtskab,
dog uden at den var lovpligtig som i 1600-tallet. Man havde
ret til at flytte sammen efter trolovelsen, og skete det,
at kvinden blev gravid, anså man barnet som værende »ægte«.
I dag er forlovelsen heller ikke en lovpligtig del af ægteskabsindgåelsen,
men mange vælger alligevel at ringforlove sig. I flere tilfælde
er forlovelsen dog ikke et udtryk for ønske om at gifte sig
men nærmere et signal til omverden, om at man hører sammen
som kærester. Forlovelses- eller trolovelsesringe, som vi
kender i dag, var der ikke altid nogen af i gamle dage. I
stedet blev der måske givet andre fæstensgaver, som fx. en
salmebog, et ur, skeer eller et portræt.
Forberedelserne til festen var, dengang som i dag, mange og
forskellige. Som regel blev brylluppet holdt i brudens hjem,
og der fandtes gerne nogle »sagkyndige« i landsbyen, der var
vant til at skabe de rigtige rammer om bryllupper. De sagkyndige
var bl.a. kogekonen og bedemanden, også kaldet bydemanden.
Kogekonen stod for organiseringen af mad m.v., mens bedemandens
job var at byde til gilde. Cirka otte dage før brylluppet
gik han fra hus til hus og inviterede gæsterne med en længere
remse, som der til gengæld blev kvitteret for med mad og drikke
de forskellige steder. Til bryllupper i 1800-tallet deltog
ofte omkring et par hundrede mennesker, og de havde hver især
pligt til at bidrage til festen - oftest i form af naturalier,
også kaldet føring eller forn. Gaverne blev sendt til bryllupsgården
dagen før gildet og bestod af smør, æg, fløde, høns, gæs o.s.v.
I 1800-tallet var kogekonen og bydemanden altså en fast del
af brylluppet, og uden dem blev brylluppet ikke helt rigtigt.
De sagkyndige er siden blevet kørt lidt ud på et sidespor,
da bryllupsfesten har antaget en noget anden karakter. Men
der er også i dag en række personer, der står på spring for
at hjælpe til. Faktisk er der opstået en ny, professionel
branche, som bl.a. omfatter en bryllupsentreprenør. Bryllupsentreprenøren
arrangerer bryllupper med ALT, hvad dertil hører: indbydelser,
lokaler, transport, taler, sange, kokke, mad, vin, undeholdning,
blomsterudsmykning, musik, fyrværkeri, bryllupsrejse o.s.v.
Der udskrives en kæmpe regning bagefter, men hvad gør det,
når der er tale om livets fest!?
Når dagen, eller i gammel tid: dagene, endelig oprandt, startede
festlighederne gerne på en fredag, det var den mest almindelige
bryllupsdag. Festen indledtes med, at brudgommen ankom til
brudens hjem, hvor de øvrige gæster senere dukkede op. Bruden
kom frem, lige inden man skulle til kirke, og hendes påklædning
var typisk en sort kjole, med dertil hørende brudehovedtøj,
dekoreret med bånd, kulørte perler o.s.v.
Oprindelig er ordet bryllup afledt af »brudeløb«, som er betegnelsen
for det brudetog, der tidligere drog til og fra kirke. Og
her var virkelig tale om et større optog. Hele selskabet kørte
til kirke i 20-30 vogne, med forridere sendt i forvejen, og
med høj musik og kirkeklokkers kimen. Dette kan på sin vis
stadig genkendes i det følge af tudende biler, der gerne er
ved bryllupper i dag.
Men brudetogets oprindelige betydning var at vise alle, at
»man agtede hinanden for ægtefolk«, og det havde stadig betydning
i det 19. århundrede; hele landsbyen skulle se, at giftermålet
var en realitet. De var vidner på, at parret nu var mand og
kone. Under brudetoget blev brudeparret fulgt af brudesvende
og -piger, som man i nogle tilfælde også kender til det i
dag. Deres oprindelige betydning går dog helt tilbage til
renæssancen, hvor brudene var overhængt med juveler og derfor
risikerede at blive overfaldet på vej til eller fra kirke.
Her fungerede brudesvendene og -pigerne som »livvagter« for
bruden, hvilket næppe kan siges om 1990'ernes små yndige brudebørn!?
Efter vielsen gik turen atter hjem til bryllupsgården, stadig
under stor tumult og hurlumhej, med musik, bøsseskud og stort
følge. Efter hjemkomsten var det tid at lykønske brudeparret.
Gaverne, dvs. for mange af gæsternes vedkommende føringen,
var allerede sendt, men det kunne også være en hest, en ko,
forskellige håndarbejder samt andre »praktiske gaver«. Der
var dækket til fest i loen, hvor der var blevet pyntet med
farvede bånd, papirrosetter, grønne kranse osv. Her blev der
serveret bryllupsmiddag for gæsterne og det var det rene frådseri,
som varede tre-fire timer, og efter middagen blev der danset.
Festen sluttede dog ikke her, men fortsatte som regel til
den lyse morgen, og efter en lille formiddagspause fortsatte
festen samme dag og den følgende dag.
Om søndagen gik man ofte i kirke, inden afslutningen på tre
dages bryllupsfestivitas. Herefter begyndte en stor omgang
oprydning og rengøring. De fattige i landsbyen blev tilgodeset
med mad og drikke, eller gæsterne kunne give en skærv under
bryllupsmiddagen.
I dag foregår bryllupper typisk på en lørdag i maj eller juni
måned, hvor løvet er grønt og blomsterne dufter. Der er fra
30 til 100 eller flere gæster, og hele balladen koster typisk
et sted mellem 25.000 og 150.000 kroner. Festen starter, når
bruden ankommer til kirken i karet, limousine eller et andet
spændende køretøj, og hele den kirkelige ceremoni er ofte
omgivet af en mængde små ritualer og traditioner.
Skikken med at bruden føres op ad kirkegulvet af sin far er
et eksempel på en sådan tradition. I gamle dage, hvor det
vitterlig var brudens far, der mere eller mindre forærede
gommen sin datter, var det en ganske logisk del af ceremonien,
i dag lever traditionen videre uden egentligt indhold.
Bryllupper er i 1990'erne stadig en overflod af mad og drikke
-»der skal ikke spares på noget«, og brudeparret er centrum
for en lang række sange, taler, gaver og lykønskninger. Festen
varer dog som regel kun en enkelt dag - men er til gengæld
også en stor dag for de involverede. Og selv om brylluppet
i sig selv er en forholdsvis hurtigt overstået begivenhed,
bruges der ofte meget lang tid på forberedelser af den ene
og den anden art - ligesom nogle vælger at tage på efterfølgende
bryllupsrejse og derved »forlænge« festen.
Brudens påklædning har ofte stor symbolsk betydning. Mange
vælger at følge en stor del af de gamle skikke - og de nye,
der er kommet til. Bruden spiller hovedrollen i en iscenesættelse,
som rækker langt ud over den almindelige tilværelse, og på
bryllupsdagen bliver hun kort sagt klædt på til sit livs drømmebryllup
med prinsen på den hvide hest. Indtil ca. 1840 blev almuens
brude ofte gift i egnens fest-/folkedragt, men derefter blev
det mere og mere udbredt at bære en sort brudekjole, hvilket
i dag synes helt utænkeligt. Først efter 1. verdenskrig blev
det almindeligt med hvide brudekjoler, hvilket i øvrigt også
er perioden, hvor det blev almindeligt at bære en brudebuket.
Til brudebuketten er der knyttet nogle overtroiske ritualer;
fx bringer det lykke at lægge sin brudebuket på en nær slægtnings
grav. At kaste buketten ud til bryllupsfestens ugifte kvinder
siges at bringe lykke til den, der griber buketten, og hun
vil samtidig være den næste, der bliver gift. I dag er langt
de fleste brude, der vælger et kirkebryllup, klædt i hvidt.
Den hvide brud er simpelthen indbegrebet af et »rigtigt bryllup«.
Noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt må hun
have på sig og under bryllupsmiddagen skal hun, på gæsternes
opfordring, fremvise sit strømpebånd. Denne skik er dog, ligesom
det velkendte kysseritual, hvor der hamres på tallerkenerne,
til brudeparret rejser sig og kysser hinanden, ikke mere end
10-15 år gammel, men den viser, at der er behov for traditioner
og faste ritualer.
Brudesløret stammer oprindelig fra gammel tid, hvor det kun
var ugifte piger, der havde løst hængende hår, mens gifte
koner skulle tildække deres hår med hue eller slør. At bære
slør ved sit bryllup kom dog først som skik til Danmark i
midten af 1800-tallet. Her blev det efterhånden også tradition
at rive sløret i stykker og i stedet give bruden en konehue
på. Konehuen og mandshatten var symboler på forandret status
og blev givet til brudeparret under bryllupsfesten. Nogle
mener, at brudeslørets oprindelige betydning var at værne
bruden mod onde magter, mens andre er af den opfattelse, at
sløret var tegn på mistet mødom, altså to vidt forskellige
forklaringer, som i dag ikke har den store betydning i og
med, at det bæres af bruden ved de fleste bryllupper.
At kaste korn mod brudeparret er en skik, vi også kender i
vore dage - blot foregår det i dag med riskorn, uvist af hvilken
grund. Når man i gamle dage kastede korn mod bruden, betød
det frugtbarhed og lykke. Flere steder er man gået tilbage
til korn, men det er mest af hensyn til fuglene, der får ondt
i maven af ris!
I dag er det meget almindeligt, at både brud og brudgom holder
polterabend. Den arrangeres oftest af brudeparrets venner;
kvinderne for sig og mændene for sig. Den kommende brud og
brudgom siges at skulle tage afsked med deres »ungkarletilværelse«,
en skik, der menes at kunne føres tilbage til midten af forrige
århundrede og som i lighed med andre ritualer markerer overgangen
fra en gruppe til en anden. Tidligere foregik det fx. under
dansen, hvor bruden og brudgommen hver især blev danset ud
af de ugiftes lav og ind i de giftes.
Overgangen blev markeret med de tidligere omtalte konehuer
og mandshatte, som var symboler på deres nyerhvervede status.
Men det er nok tvivlsomt, om kommende brude og brudgomme har
de gamle overgangsritualer i baghovedet, når de bliver klædt
ud i babykostume, vaders eller fangedragt og traver op og
ned ad gaden med et skilt om halsen, hvorpå der står: »Kys
svinet - sidste chance!« eller »Hjælp, jeg skal giftes!« |
|
|
|
|
